Kirkegårdstakster

Find gravsten på

Åbner eksternt link i et nyt vinduedk-gravsten.dk

Gravsted på Faster Kirkegård

Erhvervelse og fornyelse af gravsted

Driften af Faster kirkegaard foreståes af menighedsrådet, mens graveren varetager den daglige drift. Aftaler om eventuel besigtigelse og vejledning i valg af gravsted træffes ved henvendelse til graveren.

Valg af begravelsesformer på Faster kirkegård

Ved kistebegravelse er der følgende muligheder:

1. Nedsættelse af kiste i ny såvel som bestående gravsted.

2. Kiste nedsat i fællesgrav uden markering. (Se afsnittet Fællesgravsted)

Ved urnebegravelse er der følgende muligheder:

1. Urne nedsat i eksisterende gravsted.

2. Urne nedsat i særligt urnegravsted. (Se afsnittet om Urnegravsted)           

3. Urne nedsat i græsplæne med flad sten over graven. (Se afsnittet om Fællesgravsted)

4. Urne nedsat i fællesgrav. (Se afsnittet om Fællesgravsted)

Henvendelse om erhvervelse af  et gravsted og om nedsættelse af kiste eller urne i nye såvel som bestående gravsteder sker til graveren. Erhvervelse er gratis for medlemmer af folkekirken med tilknytning til Faster sogn. For andre betales efter gældende takster.

Gravkastning er gratis for alle, som vederlagsfrit har ret til at erhverve gravplads. For andre betales efter gældende takster.

Når et nyt gravsted tages i brug, udfærdiges der et gravstedsbrev, hvori anføres navnet på den, der har brugsretten (gravstedsretten) til gravstedet i fredningstiden. Ved senere begravelser eller urne-nedsættelser i gravstedet foretages påtegning herom i gravstedsbrevet.

Fredningstiden er den tid, hvori en grav skal ligge urørt og er for kister 30 år og for urnegrave 15 år. Ved valg af jern-, zink- eller egetræskister, skal gravstedsretten være erhvervet eller fornyet for et tidsrum svarende til mindst det dobbelte af fredningstiden.

Ved begravelse i et allerede erhvervet gravsted, skal fredningsperioden forlænges, så den altid er nævnte åremål fra sidste begravelse. Ved fornyelse af gravstedsretten (minimum 5 år) rettes henvendelse til graveren i rimelig tid før brugsperiodens ophør.

Sker en sådan henvendelse ikke, sender graveren ved anbefalet brev indehaveren af gravstedsretten en påmindelse om fornyelse. Medfører dette ikke anmodning om fornyelse, overgår gravstedet, og hvad der findes derpå, til kirkegården. Indehaveren kan dog inden 4 uger efter brugsperiodens udløb fjerne planter m.m. samt gravminder. I så fald skal eventuelle fundamenter samtidig fjernes, og gravstedet afleveres i planeret stand. 

Gravstedets indhegning

Alle hække er kirkegårdens ejendom og vedligeholdes af kirkegårds-personalet.

Anlæggelse af gravsted

Man kan selv anlægge gravstedet efter anvisning fra graveren. Indehaveren af gravstedsretten kan også efter aftale med graveren overlade anlæggelsen af gravstedet til kirkegården. Denne anlæggelse betales efter regning. Tilbud kan indhentes.

Gravstedernes beplantning

Gravstedet kan tilplantes inden for det hækindrammede område med lavtvoksende blomster og planter. Blomster og kranse anbringes ligeledes inden for det hækindrammede område. Der må alene lægges naturfarvede småsten, og der må ikke anvendes plastic eller lignende materialer som underlag.

Belysning

Der må kun anvendes levende lys på gravstederne. Vær dog forsigtige i tørre perioder.

Gravminder

Der må ikke anbringes gravminder, som ved deres størrelse, form eller indskrift og udstyr virker skæmmende eller upassende for kirken eller kirkegården. Dette skøn foretages af menighedsrådet.

Kirkegården har intet ansvar for skader på gravminder, beplantning eller andet på gravstederne forårsaget af naturbegivenheder, hærværk eller vold.

Gravstedernes vedligeholdelse

Indehaveren af gravstedsretten har pligt til at drage omsorg for vedligeholdelse af gravstedet i overensstemmelse med kirkegårdens vedtægt, enten ved selv at vedligeholde gravstedet eller ved at overlade vedligeholdelsen til kirkegården. Dette sidste sker mod betaling en gang årligt efter gældende takst til menighedsrådets kasserer. Derimod betales for nyplantning, grandækning, udplantning af forårs- og sommer-blomster, beskæring af buske, renholdelse af mindesten og eventuelle andre arbejder efter regning.

Vedligeholdelsen aftales med graveren, der også kan oplyse om priser. Denne vedligeholdelse omfatter eftersyn og rengøring ca. hver fjortende dag. Kemiske midler må ikke anvendes på kirkegården. Selv om gravstedsindehaveren selv vedligeholder gravstedet, vil der dog fra kirkegårdens side ske opretning efter kraftige jordsætninger. For dette arbejde samt materialer hertil sendes regning.

Legatgravsted

Når et gravsted er anlagt, er det også muligt at overdrage pligten til vedligeholdelsen af gravstedet til kirkegården i hele den periode, hvortil brugsretten er erhvervet. Ønskes dette skal der indbetales et engangsbeløb til Stiftsøvrigheden. Gravstedet betegnes da som et “legatgravsted”.

Vedligeholdelsen omfatter her renholdelse, fornyelse af udgåede og forvoksede planter, opretning efter jordsætning, pålægning af ral og rensning af mindesten. I vedligeholdelsen kan eventuelt indgå aftale om vinterdækning, udplantning af forårs- og sommerblomster.

Størrelsen af det “legat” der skal indbetales til Stiftsøvrigheden afhænger af, hvor meget der ønskes udført på gravstedet. Henvendelse herom skal ske til graveren, som også kan oplyse om priser.

Ved fornyet begravelse i gravstedet kan et eventuelt legat - mod betaling af en forholdsmæssig del af prisen for et helt legat - forlænges, så det kommer til at dække hele fredningsperioden for den sidst foretagne begravelse. Omtalte engangsbeløb (legat), der indbetales, inden boet er afsluttet, er fritaget for boafgift og moms.

Vaser og blomster på kirkegården

Der er på kirkegården ved skraldespandene opsat holdere til vaser. Ved besøg på kirkegården kan man tage en sådan vase til en eventuel buket. Efter endt brug anbringes vasen atter i holderen af brugeren eller af kirkegårdspersonalet. Af hensyn til personalets sikkerhed er det ikke tilladt at benytte glasvaser eller lignende af glas. Evt. potteplanter på gravstederne bedes plantet.

Fællesgravsted

I de senere år er fællesgrave blevet lidt mere udbredt. Disse gravsteder er vedligeholdelsesfrie for den enkelte, idet vedligeholdelsen foretages af kirkegården. Betalingen herfor sker ved et engangsbeløb til Stiftsøvrigheden som ved “legatgravsteder”.

Der er følgende muligheder :

1.   Urne nedsat i fællesgrav uden markering.

2.   Urne nedsat i græsplæne med flad sten over graven.

3.   Kiste nedsat i fællesgrav uden markering.

Da fællesområdet skal have en vis ensartethed, gælder følgende regler for ovennævnte tre valgmuligheder :

Ad 1. : Urnen nedsættes i græsplænen ved mindestenen. Her må ikke opsættes gravsten. Blomster og kranse skal lægges på pladsen ved mindestenen og ikke på græsset.

Ad 2. : Urnen nedsættes i græsplæne. Her kan placeres en sten (plade) over graven. Stenen (pladen) skal være en liggesten af granit og have målene 40 x 60 cm. Liggestenen skal være finhugget og med indgraverede bogstaver. Glatpolerede sten og bronzebogstaver må ikke anvendes. Liggestenens overflade skal være i niveau med græsplænen.

Stenen lægges ned efter aftale med graveren. Man må gerne lægge blomster og kranse på liggestenen, men ikke på græsplænen. Blomster må ikke anbringes i vaser, kræmmerhuse eller lignende, men skal anbringes i “forsvindingsvaser”. Potteplanter må ikke anbringes på græsset omkring liggestenen. Der må ikke foretages tilplantning eller grandækning.

Ad 3. : Kisten nedsættes i græsplæne uden liggesten. Reglerne for dette område er de samme som nævnt under pkt.1.

Ved valg af gravsted i fællesgravområdet respekterer man samtidig de servitutter, der er angivet i ovennævnte punkter samt i kirkegårdsvedtægten.

Urnegravsteder

På kirkegården er der etableret enkelte urnegravsteder. Disse gravsteder er 1 x 1 m med lav hækbeplantning omkring. Fredningstiden er som nævnt 15 år.

Gravstenen på et urnegravsted må højest være 40 cm høj og 60 cm bred.

Gravstenen skal opstilles med front mod den lille, østvestvendte gang mellem urnegravstederne.

Beplantningen på urnegravstedet skal bestå af lave og/eller langsomtvoksende planter. En enkelt plante må dog gå op til 80 cm over jordoverfladen.

Der kan nedsættes op til 3 urner på et urnegravsted indenfor en fredningsperiode.

For urnegravsteder gælder samme regler for erhvervelse, anlæggelse og vedligeholdelse som beskrevet i de respektive afsnit.

Urnegravsteder kan også udlægges til “legatgravsteder”. (Se dette afsnit).